Hu Hej hvor det går
Jeg er fløjet af sted fra et job for at nå at hente nogle ting hos Kræftens Bekæmpelse, og nu skal jeg lige i Urtekram for at hente Birkesød til een, som virkelig har brug for det, når kemoen rammer hårdt. Smider bilen på en stille sidevej og drøner af sted, skal være hos hende om en time. Kender du det, når hjernen ligesom er lidt langsom og ikke rigtig fatter, hvad der foregår. Da jeg kommer retur til bilen, står der en mand og kigger på min lille Toyota Yaris, og så fotograferer han nummerpladen. Godt nok er det en sød bil (verdens bedste faktisk), men alligevel!!
En P-bøde truer
Så er det, at hjernen begynder at fungere igen og ligesom sætter tingene i perspektiv!! – “Du må ikke holde her” (og nu kan jeg godt genkende det mørkeblå tøj) – siger han og peger på et parkeringsskilt med “Parkering kun med tilladelse” som står godt skjult.
ØV ØV ØV som i 500 kroner gang øv – “det havde jeg ikke set” siger jeg (hvilket var sandt) og så gælder det jo ligesom ikke – vel!!. “JEG gør JO bare mit job, og JEG KAN IKKE GØRE FOR, at DU ikke har set skiltet” kommer det retur med en attitude af “åh nej, een af dem, der gør mit job surt”.
Verden står stille
Og så er det, at der bliver stille helt stille – altså i sindet. Et øjebliks nærvær og fred, hvor virkeligheden er virkeligheden, uden tolkninger eller domme om rigtig eller forkert, rimeligt eller urimeligt, bare nærvær og fred i stilheden.
Black Elk's en indiansk høvding vidste at fred mellem flere - starter med den enkeltes indre fred
Du kan ikke skabe fred, hvis du ikke har fred i dig selv. Og hvis du skal have fred i dig selv eller indre ro, så kræver det nærvær. Nærvær kommer fra stilhed i sindet, selv når det brænder på. Prøv f.eks. at overveje hvordan din tilværelse vil være anderledes, når den evige dialog som fortæller dig, at de andre er forkerte, at det ikke er rimeligt o.lign. tier stille.
Og så var der jo det med P-bøden!!!
I nærværet og stilheden i mit sind, der hvor den interne knævren var stoppet, kunne jeg se, at P-vagten havde opfattet mit udbrud som en personlig hetz og at det bare var mig selv, jeg var sur på. Jeg mente, at jeg havde sagt det pænt, men det var underordnet, han fortalte mig, hvordan han havde opfattet det gennem sit udbrud, og det var ikke det, jeg ønskede.
Jeg sagde pænt undskyld, og at det var mig, som var et fjols (hvilket jo var i overensstemmelse med virkeligheden) han passede jo bare sit job.
P-Vagten stod lidt med bøden i den ene hånd, som ligesom bare hang slapt ned. “Skal jeg ikke have det papir, du har i hånden” spurgte jeg (det var jo min bøde).
“Kører du nu” spurgte han” – “Ja” – det var jo derfor, jeg skulle have bøden, så jeg kunne komme af sted – nu kørte hjernen igen i langsomme omdrejninger – “så skynd dig at køre” lød det. Og i bakspejlet kunne jeg se, at han slettede billedet på sit kamera.