Jeg mener, hvor svært kan det være?
Åbenbart rigtigt svært
Datteren havde fået kørekort, pragtfuldt – slut med at fragte hende rundt til alt muligt. Moar!, begyndte det at lyde oftere og oftere: “Må jeg låne bilen?”. Hvad kan man forvente? Jeg ved ikke, hvad jeg havde tænkt på, da jeg jublede over at hun fik kørekort.
Jublen var efterhånden til at overse, for min bil var blevet til en delebil, og jeg døbte den “skilsmissebilen”.
Igen og igen
lød det “moar, må jeg …” – irritationen byggede sig op, indtil den var på højde med Rundetårn. Efterhånden begyndte irritationen ved det mindste tegn på, at hun var lige ved at spørge igen, eller jeg kunne forudse, at hun ville spørge.
Alle udveje gælder - Jeg begyndte at vride mig, når hun spurgte. Jeg svarede ikke, skulle lige tænke over det, skiftede emne, spurgte “synes du ikke, du låner den tit?”, “er det nu nødvendigt?”, “ved du hvad benzin koster?” eller hvad jeg nu kunne finde på. Og jeg tænkte; “Hvad er det, hun ikke forstår. Det er da for f.. min bil, mig der betaler, så er det vel også mig, der skal have glæde af den”.
Så blev det for meget
Altså for den unge dame, som aldrig kunne få et klart svar fra sin mor. Hun så bestemt på mig og hvæsede vredt: “Kan du da for pokker ikke bare sige NEJ?”. Ups, for det var jo det, som var kernen. Jeg kunne ikke lide at sige nej, så hellere rode mig ud i alle mulige udveje.
Kender I den her historie?
En kvinde svømmer ud i en sø med en sten i hånden. Hun bliver trukket ned under overfladen af stenen, men dukker op igen. Smid stenen, råber folk indefra bredden. Hun går under igen og dukker op igen. Smid nu den sten, råber de inde fra bredden. Da hun når til midten af søen og går under for sidste gang, råber hun tilbage: ”Det kan jeg ikke, den er min”.
Det er jo sådan det virker
Stenen er vores overbevisninger. Og vores overbevisninger trækker os under vandet, men vi ikke kan slippe dem, selvom andre råber til os, at vi skal. Vores overbevisninger får os til at reagere (genopføre mønstre) i stedet for at respondere (vælge vores respons).
Jamen, er der så ikke noget håb?
Jo, heldigvis – nu havde jeg en datter til at råbe mig op, men ellers så ved du som regel godt selv, hvornår du reagerer uhensigtsmæssig. Hvornår det ikke er godt for dig eller andre. Og jeg vidste jo også godt, at jeg havde rigtig rigtig svært ved at sige nej, selvom jeg mente det. Så hvordan kommer man udover den overbevisning, man nu har, og som begrænser én?
Følelser lyver stærkere end 10 heste kan rende
La’ vær’ siger følelserne – det er ubehageligt at sige nej, det kommer der ikke noget godt ud af. Men der er bare det, at følelserne lyver. For det ubehagelige kommer jo netop af ikke at sige nej. Jeg svigter mig selv og dem, jeg ikke er ærlig overfor. Jeg bander mig selv langt væk, bliver irriteret på forhånd og er sur på datteren, som ikke kan forstå.
Tricket er at møde dine følelser med forståelse. Mærk dem, lyt til dem og slip dem fri. Hvis du forsøger at flygte fra dem eller undertrykke dem, bliver det bare værre.
Følelser er ligesom 3 årige børn, der lige har tabt en stor is. Vræl, og så har du snaskede hænder på din hvide skjorte. Og når du prøver at få hænderne væk, hager de sig endnu mere fast, og barnet kræver opmærksomhed. Det er det samme med følelser, prøv at få dem væk, og de hager sig fast. Mød dem med forståelse og opmærksomhed, og de giver slip - uden en ny is!
Græsset er grønnere på den anden side
Og det er faktisk ikke løgn. På den anden side af den frygt, som holder os tilbage, er græsset grønnere.
Fordi her kommunikerer vi fra en stærk indre tilstand og med kærlighed.
Så er et nej ikke længere en afvisning af den anden. At stå ved vores dybtfølte behov er ikke egoistisk. Vores succes er ikke længere et spørgsmål om, at vi ikke er blevet gennemskuet, og når vi er venlige mod dem, som er uvenlige mod os, er det ikke længere et spørgsmål om konfliktskyhed, men at kunne stå ved essensen af sig selv.