Der er typisk to svar på dette spørgsmål
Det ene svar fik jeg under min indianske uddannelse i USA, da jeg spurgte min værelses kammerat på vores hotel. Hun var fra Canada, og svaret kom prompte: "Ja, hvor ved du det fra?"
Og så er der dem, som kigger meget underligt på mig og spør´ "Hvad mener du?"
Hele mit liv
altså lige indtil den oplevelse, jeg vil fortælle dig om, har jeg talt kram. Vel og mærke de kram som andre fik. Jeg var meget opmærksom og rigtig god til at tælle. For hvert kram, der blev delt ud, mærkede jeg et lille stik i hjertet: "Hvorfor dem og ikke mig".
Allerede når jeg trådte ind
i et lokale var jeg på dupperne. Jeg vidste, hvad der ville ske. De andre ville få flere kram end mig, og jeg ville begynde at tælle. Bare for at være helt sikker på, at jeg havde ret.
Jeg lagde mærke til det hele. Hvem gav, hvem fik flest, og hvem talte sammen og hvor længe? Der var engang til en vejfest, hvor jeg fra bagest i haven siddende på en stol med korslagte arme og ben var vidne til, hvordan alle de andre blev budt op til dans. Det gjorde rigtig ondt, og mit eget hus lige ovre på den anden side af vejen stod og kaldte på mig "åh - så kom dog hjem!". Jeg ville bare have ly fra at blive konfronteret med, at jeg var den, "de andre ikke ville lege (danse) med".
Albert Einstein sagde: "Den højeste form for sindssyge er at gøre det samme og forvente et andet resultat". Men jeg fortsatte med at tælle kram og i øvrigt agerede, som jeg plejede. Jeg bare ønskede og ønskede, at jeg ville få flere kram og helst lige så mange som de andre.
En drøm går i opfyldelse
Man er ikke med i en indiansk træning uden at blive rystet ud af sin komfortzone. Og denne gang i New Mexico var heller ingen undtagelse. Vi var delt op i grupper og fik at vide, at hver gruppe skulle lave en flash mob i et af de rigtigt store supermarkeder. Flash mob vil sige, at vi skulle skabe noget, som ville overraske intet-anende kunder og personale.
Jeg har tit set flash mobs på video. Elsket at se hvordan først en begynder at synge i en lufthavn eller lignende, og folk begynder at kigge og undre sig. Flere slutter sig til den syngende og så flere og så flere. Til sidst er der rigtig mange, der giver tilskuerne, dem som ikke er en del af flash mob gruppen, en dejlig oplevelse. Jeg bliver glad bare af at se det på video.
Nu skulle vi lave en flash mob. Nervøs, ja lidt, men hvor heldig har man lov til at være?
Åh, nej - ikke det
Nu skulle vi jo lige finde ud af, hvad vores gruppe skulle lave. Min hjerne arbejdede på højtryk, jeg ville jo gerne være den, som kom med en rigtig god ide.
Jeg var bare ikke hurtig nok, for næsten omgående var der een, som foreslog, at vi skulle give kram udenfor supermarkedet.
Nu arbejdede min hjerne virkeligt på højtryk. Ikke det, bare ikke det og med rekord fart blev alle mine kram-tælle oplevelser skudt ud fra den arkivskuffe i hjernen, som hedder "det her gemmer vi væk" som i et sandt fyrværkeri.
Mens jeg ihærdigt forsøgte at finde gode grunde til, hvorfor det var en dårlig idé, fortsatte resten af gruppen med at arbejde med ideer til, hvordan det skulle sættes op.
Midt i mit sinds oprør dukkede en indre stemme op: "Hvilke muligheder har du? Øhh"
Jeg kan nægte at deltage - det vil godt nok få mig til at ligne en kujon
Jeg kan lade, som om jeg deltager, men blive i baggrunden - ligesom dengang med vejfesten
Jeg kan forsøge at få de andre med på min idé (som jeg ikke har) - for sent!, og jeg vil fremstå som desperat, som jeg også var
Jeg kan fortælle, hvordan jeg har det - ok, det er måske lidt for meget forlangt af mig selv
Jeg kan gå med på ideen og træde et skidt ud af komfortzonen - Hvad er det værste som kan ske? Hvis jeg er helt ærlig, er mine tanker om det værste, som kan ske, nok det værste.
Jeg gør det, saftsuseme, jeg gør det
Jeg skal bare lige udtænke en måde, som gør, at jeg kan være i det.
Nu var det her jo i New Mexico, og amerikanere elsker "Danish", som for dem er wienerbrød.
Hvad med Danish hugs? Vi ville lave skilte, hvor vi tilbød hugs til dem, som kom ind og ud af supermarkedet.
Jeg laver et skilt, hvor der står "Danish hugs". De andre kan kun tilbyde almindelige hugs (kram).
Og så går jeg all in, ikke noget med at lade som om, så må vi se, om jeg overlever.
Der er to ting, jeg har lært om henholdsvis mod og frygt. Mod er ikke fravær af frygt, men at gøre det alligevel, og frygt (på engelsk FEAR) er ofte - False Evidence Appears Real - på dansk - falske beviser som fremstår som sande.
Mine venner i gruppen knækkede sammen af grin
Med mit skilt spurtede jeg rundt blandt dem, som gik ind og ud af supermarkedet. Og hvis de havde sagt nej til et kram fra en af de andre, så satte jeg ind med mine "Danish hugs".
Uden at jeg opdagede, stod de andre fra gruppen og grinede af min iver og gå på mod. Jeg havde en fest. Det var bare ærgerligt, at sikkerhedsvagterne var blevet tilkaldt og kom ud og fortalte os, at vi skulle stoppe, for ellers!!!!
Noget at tygge på
Vi samledes om aftenen for at tale om dagens oplevelser, og hvad vi havde lært. Det havde jeg gået og tygget på, lige siden vagterne stoppede os. Hvad var forskellen på tidligere og så oplevelsen foran supermarkedet?
Havde jeg ikke talt kram? Jo, indtil jeg ikke kunne holde styr på tallene. Jeg ville bare være den, som gav flest kram. Hov, den som gav!?!
Der var den første øjenåbner - at give i stedet for at vente på at få. At jeg godt måtte give, hvor jeg før tænkte på, hvad andre mon ville tænke, hvis jeg gav.
Jeg opdagede også, hvordan mine kram - helst havde været med noget i den ene hånd, så jeg kun kunne bruge den ene arm. Så var det også med siden lidt til og et ben fremme, så jeg hurtigt kunne komme væk fra at være for meget i kontakt. Kontakt gjorde mig ubehagelig til mode, for min hjerne kørte rundt med tanker om, at om lidt bliver jeg afvist.
Tænk, det kunne faktisk opfattes som reserveret og i værste fald arrogant, og i virkeligheden ønskede jeg bare at være ligesom de andre.
Danish Hugs / Danske kram
er nu berygtet, eller skal vi sige, at jeg nu som regel får at vide, at jeg giver stærke kram. Læg mærke til ordet "giver" ikke får.
Det er fantastisk at slippe det mere egocentreret "får jeg" og i stedet være en giver - og tænk så får jeg også masser.
Lad os gøre hverdagen til der, hvor vi skaber kontakt og viser, at vi vil hinanden. Lad os give nogle stærke Danish hugs.