Det meget godt at have lært en masse om personlig udvikling, men derfor kan man jo godt falde i, ikk?
Ahh weekend
Vi havde god tid til at spise frokost sammen, manden og jeg. Det er nu ikke altid, det er sådan, fordi jeg enten liiige skal arbejde på en workshop, en video eller er i gang med noget online træning. Sådan er det jo at være selvstændig.
Det var et forkert ord
Eller det var nu en sætning, som røg ud af munden på min mand. Nu var det altså nok, tænkte jeg, bare fordi jeg for et hundrede gang havde nævnt noget om penge (altså at bruge dem), behøvede han jo ikke give mig det der dødsyge svar, som jeg havde hørt til uendelighed.
Hold k… - det her gider jeg ikke!
Jeg rejste mig som skudt ud af en kanon og efterlod den mad, som jeg var ved at spise. Skred ud af huset og hoppede op på cyklen, så jeg kunne komme væk, ud og af sted til et sted, jeg holder meget af med skrænt, vand og lidt skov.
Følelser varer 90 sekunder!
Udfordringen var bare, at han ikke var forkert på den, og det var jeg heller ikke, så hvad så?
Nu er jeg jo den, der altid fortæller folk, at en følelse varer 90 sekunder, sådan rent kemisk, hvilket er videnskabeligt bevist. Når følelsen så varer længere, er det fordi, vi vedligeholder den med vores tanker og dermed igen og igen udløser de kemikalier, som giver os følelsen. Okay, det var så det, jeg var i gang med.
Det tog sådan cirka 5 kilometer på cyklen at komme i tanke om, at ”følelser varer 90 sekunder”. Lige så snart jeg havde tænkt tanken, slap følelsen omgående, og jeg blev lidt øhhh – hvad nu! Det var lidt af et antiklimaks.
Men jeg ville ikke give slip
Der var bare det, at jeg faktisk havde brug for følelserne for at finde ud af, hvor jeg stod og hvad, jeg havde brug for. Altså ikke følelser af surhed og irritation, men følelsen af, at jeg faktisk var ked af det. Følelserne blev nu et redskab, for de fortalte mig, at noget gik mig på, og at jeg skulle forholde mig til det. Følelserne blev til en alarm om at vågne op og forholde mig til situationen og ikke vente, indtil jeg eksploderede.
At skabe forandring – hos sig selv altså
Så jeg måtte have fat i forandringsmodellen og komfortzoner, som jeg fortæller om i videoen.
Prøv at se videoen. Du får også lige modellerne her:
Så jeg var blevet ”pinligt” bevidst om, at ingen af os var forkert på den. At jeg vedligeholdte mine følelser med min tanker om, at ”han var forkert på den”. At jeg skulle have taget en snak med ham, før jeg eksploderede.
Jeg tog ejerskab til, at det var mit. At jeg kunne ændre situationen, og at jeg lige nu ikke havde lyst til det. At jeg synes, han skulle forstå mig, selvom jeg ikke forstod ham og heller ikke prøvede på det.
Endelig tog jeg ansvaret for min del, som altså var 100%. For det var et spørgsmål om at få talt om det, - at se hvordan den anden havde det og finde ud af, hvad vi ville.
Den snak havde jeg haft mulighed for at tage for lang tid siden, hvis jeg bare havde været nysgerrig på hans verden og ikke dømt den som forkert.
I dag er det gul zone for mig, at jeg skal sige undskyld, når jeg virkelig dummer mig. Dét er dog ved at blive grøn zone for mig. Ligesom det i gamle dage var gul zone overhovedet at sige undskyld, selvom det bare var for småting, så er dét i dag grøn zone for mig.
(Grøn komfortzone=trygt og alt ved det gamle / Gul Alarmzone=puha det her giver hjertebanken / Prikket Overgangszone=det utrygge bliver trygt / Rød Panikzone=et meget stresset sted at være)
Den gode nyhed
Denne gang (og der bliver færre og færre gange) fik jeg taget fat om nælden, fordi jeg havde forandringsmodellen – og ja, det tog lidt tid, men slet ikke så længe som i gamle dage.
Den allerbedste nyhed
Du kan gøre det samme!
Kære Mari-ann
Fantastisk forklaring og fantastisk redskab.
Tak for den og tak for dig.
Knus fra Lotte