Kan du huske barndommens Tumling?
– uanset hvor meget vi skubbede til ham, så rejste han sig - svajede lidt frem og tilbage og kom så tilbage til sit centrum, og det var ikke engang svært!
Hvordan har du det, når du bliver ”skubbet” til? Bliver du ked af det, vred, irriteret, højtråbende eller begynder du måske at glatte ud, viser det pæne ansigt og raser så bagefter?
Tag nu - julehilsner, jeg er altid for sent på den, jeg ved det
For nogle af os er julekort noget f….. har opfundet. Jeg mener, der er masser af tid, og så lige pludselig er der det ikke. Så er det godt at være gift med en mand, som ved, at nu er det sidste chance, eller er det??
For jeg var træt, sad og så mægtigt seriøst arbejdende ud ved min computer, da manden pressede på for, at jeg lige skulle hjælpe med lidt tekst. GAD IKKE – jeg mener hvor svært kan det være at forstå! Julekort, kan da bare blive til nytårskort – ikke!
Jeg kom fuldstændig ud af Tumlinge formen, som nok ville have gjort følgende:
- blive skubbet til
- mærke irritationen og gamle reaktionsmønstre
- svaje og tænke over hvad den bedste respons ville være
- finde en fornuftig løsning, være ok og komme tilbage til en centreret tilstand og være i balance
I stedet væltede jeg og gik tilbage til et gammelt mønster, hvor jeg:
- snerrede ”det er da lige meget med de julekort, så send dem dog til nytår”
- gik i seng uden at sige godnat og vendte ryggen til (selvom det er dødirriterende at sove på en anden side end den, jeg plejer)
- huskede mig selv på om morgenen, at jeg stadig var sur, og sagde ikke god morgen
- så opdager jeg, at jeg er i gang med et gammelt mønster, giver slip og giver et kys, før vi skiltes
I gamle dage var jeg mest – lad os bare bruge billedet - "firkantet”
Jeg stod, men jeg brugte også en masse krudt på at holde balancen, og når nogen skubbede til mig – så faldt jeg, og det var rigtig svært at komme op og i balance igen. For hver gang vi falder, bruger vi mere og mere krudt på at blive stående. Nogle af de værktøjer, vi bruger for at blive stående er: irritation, vrede, frygt, tristhed, flinkeskolen, brok, domme over andre og os selv, slå os selv i hovedet osv. osv. - fyld bare selv på.
I dag er jeg en Tumling (altså næsten altid – okay, næsten næsten altid)
Livet og andre skubber stadig til mig, og jeg vælter måske, men da jeg er tung i r…. (det er Tumlinge), kommer jeg op igen. Og ikke blot kommer jeg op, men jeg finder tilbage til indre ro og balance. Det er som at holde op med at tage livet personligt og at kunne give slip på det negative. Det er guld værd.
Jamen, hvordan kommer man derhen?
Lad det være sagt med det samme: at blive en Tumling igen, kræver arbejde, men jeg har værktøjer, der kan hjælpe med det.
F.eks. – vidste du, at en følelse varer ca. 90 sekunder? det er 1 ½ minut!!!! Synes du også det lyder mærkeligt?? 90 sekunder, hvordan kan det blive til 12 timer, okay jeg sov de 7, men alligevel, hvordan kunne jeg så stadig være sur om morgenen?
FORDI jeg vedligeholdte følelsen af at være urimeligt behandlet med tanker. Tanker som skulle retfærdiggøre min surhed, og som jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved! – Sådan var det bare! Jeg vedligeholdte den negative følelse, med mine tanker og kunne derfor ikke fortælle, at det jeg gerne ville have var omsorg, samtidig med at jeg kunne forstå hans ønske om at få skrevet julekort.
Så lyt til din negative følelse, skriv dine tanker i forbindelse med følelsen ned og forestil dig, at du visker dem ud, så de ikke kan tænkes mere. Nu bliver der plads til at mærke, hvad der ligger bag, og hvad du kan gøre i stedet for. Det er her, du kan lære at stoppe gamle mønstre, for du stopper de tanker, som vedligeholder dem.