Når eksperter inden for personlig udvikling siger: ”Det er nemt. Du skal bare følge mine 5 trin, så…”
Vrøvl, siger jeg bare. Så nemt er det ikke altid, vel?
Betyder det, at alt skal være svært? Nej, men når det kommer til vores overbevisninger, skal der som regel en del træning til, og at vi får skabt en bevidsthed.
Tænk på at vi har haft og øvet vores overbevisninger, i hvert fald siden vi var 7 år. Så er det ikke så underligt, at det også kræver træning og bevidsthed at ændre det. Jeg har trænet i rigtig mange år, og hold op hvor har tingene ændret sig. Men selvom det er småting, der er tilbage, er træning stadig påkrævet.
Jubi, hjernen er plastisk!
Det opløftende er, at man nu er ved at bevise, at hjernen er plastisk - altså at den kan ændre sig. Det vil sige, at vi kan ændre vores overbevisninger – jubi!
Det har ellers været kutyme i mange år at påstå, at det ikke kan lade sig gøre at ændre sig. Mange psykologer har holdt fast i dette, og inderst inde har mange af os andre nok også været overbevist om det. Nok prøvede vi at ændre de ting, som begrænsede os, men troede vi på, at det reelt kunne lade sig gøre?
Det kan lade sig gøre, og jeg har selv bevist det: ”Nemt? Næ, men det kan læres”.
Kan man komme på kant med sine voksne børn?
Her forleden var jeg i den mærkelige situation, at jeg var kommet på kant med min ældste, voksne datter. Det har jeg skisme ikke prøvet i rigtig mange år. I gamle dage, altså dengang jeg var en del yngre og havde små børn, havde jeg meget svært ved at give slip, når jeg var blevet sur på en af ungerne. Jeg fik det dog heldigvis lært, da jeg lagde mærke til, at min yngste på dengang 6 år kunne være sur det ene øjeblik og så glad det næste. Det var pokkers, tænkte jeg. Det vil jeg også lære.
Nu hænger gamle mønstre ofte godt fast
Mønstre skal som regel modbevises mange gange for at give slip. Det var om aftenen, at min ældste datter og jeg var kommet på kant. Næste morgen ringer hun til sin far og spørger, om mor stadig er sur. Nej, svarer far´en, hvilket var sandt. Jeg havde givet slip - næsten, men det kommer vi til. Det havde hun godt nok svært ved at forstå, for det gamle mønster spøgte stadig i hendes hoved.
Næsten, sagde jeg
Jo, for næste dag dukkede der tanker op i mit hoved: ”Der gik hun godt nok for vidt” (efter min mening) – ”Måske skulle vi tage en pause?” (vi ses ret tit) - ”Måske gik jeg for vidt?” (nå nej, det kunne jeg da ikke finde på) - ”Den bliver svær at klinke” (for hvem skal tage det første skridt?) osv. Jeg skal spare dig for de knap så kønne tanker.
Så hvad gjorde jeg ved det?
JEG BLEV VIDNE. Jeg blev simpelthen vidne til mine egne tanker - og meget vigtigt lod være med at dømme dem som forkerte. I stedet fik jeg, mens jeg observerede min tanker, andre tanker som: ”Det er altså for morsomt, så dramatisk jeg kan gøre det”, ”Nå da da, det er vist et gammelt mønster”, ”Morer du dig, Mari-Ann?” og ikke mindst: ”Er det hvem du er? Eller vælger du noget andet?”.
Så der bliver stadig trænet
Det at give så meget slip, at mit humør var helt fint, ville have været utænkeligt i gamle dage. Men en lille rest er der stadig, men med træning forsvinder den også. Der ligger selvfølgelig en overbevisning bag ved, som er ved at smuldre godt og grundigt, fordi jeg konstant vælger at stoppe op, trække vejret, kigge på hvem jeg i virkeligheden er og respondere - i stedet for at reagere.
Ungdommen er nu hurtig!
Datteren kom over den næste aften, for hun valgte, at det her skulle være løgn. Hun vil ikke være én, som bærer nag eller ved til bålet. Og så skulle hun lige se, om det nu også var rigtigt, at hendes mor havde givet slip.
Prøv at se med i videoen og lær om at vælge samt om reaktion og respons.
0 comments